Mental retardering og ændring af straffeloven

af Kurt Sørensen (Copyright 1996)

Indtil den seneste større straffelovsreform i 1973 hed det i straffelovens § 16: "Straffri er handlinger foretaget af personer, der er utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles dermed, eller åndssvaghed i højere grad". Bestemmelsen indebar obligatorisk straffrihed for lovovertrædere, der var åndssvage "i højere grad" (under forudsætning af, at de også opfyldte utilregnelighedskriteriet, som ikke er et lægeligt, men juridisk begreb, der derfor ikke skal diskuteres nærmere på dette sted).

De åndssvage i lettere grad kunne henførtes til den nu ophævede § 17, hvorefter retten hos gerningsmænd med "mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af sjælsevnerne" afgjorde, om de pågældende kunne anses for "egnet til påvirkning gennem straf".

Straffrihed betød naturligvis ikke, at domstolene var udelukket fra at dømme gerningsmændene til de foranstaltninger, som retssikkerheden måtte kræve, f. eks. anbringelse på institution, tilsyn eller dom til behandling.

Begrebet "strafegnet" forsvandt fra straffeloven i 1973 og § 16 fik følgende ordlyd: "Personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, eller åndssvaghed i højere grad, straffes ikke..... Stk. 2. Personer, der befandt sig i en tilstand af åndssvaghed i lettere grad eller i en tilstand, som ganske må ligestilles med åndssvaghed, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf".

Herefter var åndssvage som hovedregel straffrie. Var åndssvagheden tilstede i højere grad var straffriheden obligatorisk, mens helt specielle forhold skulle gøre sig gældende, før man idømte åndssvage i lettere grad straf (fakultativ straffrihed).

Bortset fra, at straffeloven stadig opererer med antikverede foranstaltninger som "anbringelse under åndssvageforsorg" o. lign., er det indtrykket, at straffelovens bestemmelser om åndssvage har fungeret efter hensigten i de sidste 23 år.

Der er imidlertid nu fremsat forslag om ændring af bl. a. straffeloven (Lovforslag nr. L. 259, Folketingsåret 1995-96). Forslaget, som ikke blev færdigbehandlet, men som forventes genfremsat i det kommende folketingsår, indebærer bl. a. at ordet åndssvag forsvinder fra loven og erstattes af "mentalt retarderet". Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at der alene er tale om en sproglig modernisering, og at der ikke tilsigtes en ændring af de pågældende bestemmelsers hidtidige indhold.

En nærmere gennemgang af forarbejderne til straffelovsændringen i 1973, specielt Straffelovrådets betænkning om de strafferetlige særforanstaltninger (Betænkning 667, 1972) og bemærkningerne til det aktuelle lovforslag antyder imidlertid, at forholdet næppe er så enkelt.

Problemet er, at der i såvel forarbejderne til 1973-loven og til det nye lovforslag henvises til den lægelige afgrænsning af åndssvagebegrebet, samtidig med at det tilkendegives, at der med forslaget ikke tilsigtes nogen ændring af de pågældende bestemmelsers hidtidige anvendelsesområde. Taget for pålydende synes der her at være en indre modsigelse, idet Straffelovrådet i 1972-betænkningen, på baggrund af Retslægerådets udtalelse, udtrykte den opfattelse, at § 16, stk. var anvendelig for personer, hvis intelligenskvotient var mellem 55 og 75. I bemærkningerne til det aktuelle lovforslag hedder det derimod, at tilstanden "mentalt retarderet i lettere grad" svarer til tilstanden "åndssvaghed i lettere grad" i straffelovens § 16, stk. 2, og til tilstanden "mental retardering i lettere grad" i WHO's klassifikationssystem.

I dette system, der i Danmark trådte i kraft 1. januar 1994, omfatter diagnosen "mental retardering i lettere grad" IQ-området 50-69. Der ses her bort fra, at diagnosen af mental retardering og graden heraf ikke alene baseres på IQ bestemmelser, men på en helhedsvurdering af det intellektuelle, sproglige, motoriske og sociale funktionsniveau.

Dette indebærer, at en person, der i 1973 i intellektuel henseende befandt sig i den øverste del af åndssvageområdet, og som ville kunne henføres til den i straffelovens § 16, stk. 2 omhandlede personkreds, i dag vil befinde sig lavt i normalområdet, idet sinke-diagnosen er udgået af den psykiatriske diagnoseliste. Der er ingen tvivl om, at en sådan person vil kunne henføres til straffelovens § 69, stk. 1 ("mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner"). Lidt firkantet sagt betyder dette, at mens der i 1973 skulle foreligge særlige omstændigheder, der talte for at pålægge den pågældende straf, skal der efter den påtænkte lovændring foreligge særlige forhold, der taler mod anvendelse af straf.

Læst på denne måde er det vanskeligt, i hvert fald for en ikke-jurist, at forstå, at den foreslåede straffelovsændring blot er en sproglig modernisering, der ikke indebærer nogen ændring af anvendelsesområdet for § 16. Havde bemærkningerne til lovforslaget ikke indeholdt den udtrykkelige henvisning til WHOs nyeste diagnosesystem, kunne ændringerne opfattes som rent sproglige (og det kan diskuteres, om der er tale om en forbedring) og den nuværende praksis for afgrænsning af de lettere åndssvage ville kunne opretholdes.

Dette er af vigtighed, idet det sjældent volder vanskeligheder at afgøre, om en person er "åndssvag i højere grad". I de tilfælde, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt en person skal henføres til straffelovens § 16, stk. 1 eller 2, vil denne tvivl kun i ekstremt sjældne tilfælde have betydning for sanktionsvalget. Derimod volder afgrænsningen af "åndssvaghed i lettere grad" hyppigt vanskeligheder "opadtil".

Den nuværende praksis er belyst i en sag, som samrådet har behandlet, og hvori Retslægerådet har afgivet udtalelse. Det drejede sig om en 32-årig kvinde, som sigtedes for brandstiftelse. Retslægerådet udtalte:"...Hun har tidligere været inddraget under Åndssvageforsorgen og er begavelsesmæssigt fundet placeret på overgangen mellem åndssvaghed i lettere grad og sinkestadiet. Hun er hertil i betydelig grad hæmmet af en udtalt taledefekt. Personlighedsmæssigt er hun beskrevet som kortsynet, præget af manglende stabilitet og usikker social tilpasning samt af betydelige vanskeligheder ved at etablere og vedligeholde kontakt til andre mennesker. Retslægerådet vil herefter ved en samlet vurdering af hendes tilstand finde, at hun befinder sig i en tilstand af åndssvaghed i lettere grad eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed..." Retten fandt hende i overensstemmelse med rådets anbefaling omfattet af straffelovens § 16, stk. 2.

I Retslægerådets Årsberetning 1990 har rådet med udgangspunkt i sagen kommenteret problemstillingen ved afgrænsning af "åndssvaghed i lettere grad". Det hedder bl. a., at "...Rådet vil lægge vægt på forhold som evnen til at klare sig socialt, personlighedstræk eller tilstedeværelsen af andre former for handicap, som i den her refererede sag, hvor A. udover sin dårlige begavelse, også var præget af et udtalt talebesvær. Resultaterne af intelligensmålinger er naturligvis vigtige, men vurderingen af, om en person henføres til sinkegruppen eller til gruppen af åndssvage beror på en helhedsvurdering..."

Retslægerådets synspunkt var i overensstemmelse med, at mental retardering indtil 31. december 1993 defineredes som en tilstand karakteriseret ved: a) intellektuel funktion, som er klart under gennemsnittet og b) udtalt nedsættelse af den pågældendes mulighed for at tilpasse sig dagliglivets krav under de givne miljøforhold.

I dag defineres mental retardering som "en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau, dvs. de kognitive (erkendelsesmæssige, forf.s bemærkning), sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder".

Den nye definition lægger således mere vægt på intellektuelle funktioner, mens den sociale tilpasning har en mindre fremtrædende plads. Netop denne tilpasning er af afgørende betydning ved den retspsykiatriske vurdering af svagt begavede lovovertrædere.

Vedtages den foreslåede straffelovsændring med de nuværende bemærkninger, er der lagt op til en vanskelig balancegang, hvis det skal sikres, at det hidtidige anvendelsesområde for § 16 ikke ændres, samtidig med at WHO's nye diagnostiske kriterier definerer mental retardering og graden heraf.

Denne artikel af overlæge Kurt Sørensen er oprindelig bragt i Årsberetningen for 1995 fra Århus amts samråd vedrørende psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere: